Vores hundeliv…. :-)

Vi har Golden Retrievere fordi vi elsker dem!

Vores Golden Retrievere beriger livet for både børn og voksne på rigtig mange måder. Golden Retrivere er, i vores perspektiv, uden sammenligning med andre racer. De er for os, de mest alsidige hunde der findes. En Golden Retriever af god afstamning er på alle måder en fantastisk hund. Den rummer på ingen måde aggressivitet. Den er tålmodig og venlig i en grad som overgår alle andre racer.

Den elsker at lege, træne, arbejde og hygge. Og den er fantastisk dygtig til det hele.

Både børn og voksne kan ikke lade være med at forelske sig i disse hunde. På mange måder rummer de evner som vi mennesker har rigtig svært ved at forstå…

De ved mere end vi kan forestille os. Eksempelvis ved de hvornår et familiemedlem ikke er helt på toppen.. De fornemmer sygdom eller blot dårligt humør øjeblikkeligt, og deres reaktion er venlig, rolig og kærlig kontakt til den som har det dårligt. På mange måder er det netop disse evner vi sætter størst pris på.

En JagtGolden er også en hund som kræver noget af sin ejer. Hvis man ønsker en hund som udelukkende skal være sød, rolig og passiv.. Ja så er det nok ikke en JagtGolden man skal købe. En JagtGolden er en dejlig sofahund.. Altså når den også får lov til at bruge sine medfødt egenskaer. De har brug for at blive aktiveret.. Til gengæl giver de vores indsats mange fold tilbage.. Hvis man ikke ønsker at bruge tid på at aktivere og træne sin kommende hund... Ja så er en JagtGolden ganske enkelt et dårligt valg.

Vores opdræt....

Vi opdrætter Golden Retrievere (jagtgoldens) fordi vi elsker racen og har lyst til at medvirke til at fremme udbredelsen af Golden Retrivere med de oprindelige egenskaber. Vores opdræt vil altid være på et plan hvor vi har tid og overskud til at give hvalpene de bedste betingelser. De skal bo sammen med os inde i huset, de skal præges efter alle kunstens regler - og have mange forskellige oplevelser på det rette tidspunkt. Vi vi i fremtiden lave ca. 1 kuld hvalpe hvert andet år. Typisk vil vi lave et kuld når i selv ønsker at får en ny hvalp.

Vore hvalpe skal sælges til mennesker som ved hvad de går ind til når de køber hund og har lyst til og mulighed for at give hunden og dem selv et godt ”hundeliv”.

Vi sølger ikke hvalpe til hvem som helst. De grundlæggende krav til hvalpekøbere er at de har gjort sig kvalificerede tanker om deres liv men en hund. Vi har mødt potentielle hvalpekøbere som udelukkende ville se på hvalpene! Hvalpe er altid søde! Men de er altså kun søde, små og nuttede i ganske kort tid! Hvis man ønsker at købe en hvalp hos os - så skal "vi" tro på at hvalpekøberen både ønsker og er i stand til at give en ung/voksen hund et godt og indholdsrigt liv. Hvis vi ikke oplever dette - ja så bliver det ikke en hvalp fra os! Vi er ikke hverken stenge eller idealistiske. Men vi sælger kun en hvalp til mennesker, som vi tror på, kan og vil give både dem selv og hunden et godt liv i samspil.

Et herligt liv med Jagtgoldens....

Vores ”hundeliv” startede for ca. 14 år siden. Vi boede i Sønderjylland og jeg arbejdede i Vendsyssel. Derfor var det oplagt at få en hund – så huset ikke var helt tomt i dagligdagen. Vi besluttede os for at det skulle være en Golden Retriever.. … Det er jo sådan nogle gode hunde !

Vi kiggede i aviser for at finde en hvalp. Vi ville ikke have en af de ”hvide” – Vi ville have en Golden som var gylden. Den eneste grund var, at vi synes, de gyldne er pænest.
Vi fandt endelig en kennel, som havde gyldne hvalpe. Kennelen hed Windfield’s og avlede Golden Retrievere af jagtlinjen. Ved det første besøg kom en af hvalpene som den første hen til os. Selvfølgelig skulle det være netop den – vi blev forelskede ved første blik. Jeg husker dog meget tydeligt at jeg blev ganske overrasket over, hvor lille moderen var, men tænkte ikke videre over det. På daværende tidspunkt havde vi mildest talt ikke indsigt i Golden Retrievere eller avlen af disse.

Vi fik vores lille mørke guldklump hjem – og ihhh… hvor var hun sød. Der gik ikke mange dage før vi opdagede at vores lille Windfields Cherie (kaldet Freja) var meget lærenem. Hun lærte husreglerne på et par uger, blev renlig på rekordtid – og vi var lykkelige?.

Vi blev enige om, at det nok var en god ide at gå til lidt træning med vores guldklump. Derfor startede vi på et hvalpehold i DCH i Tinglev. Vi havde på ingen måde ambitioner om at gå til konkurrencer el. lignende. Vi ville bare gerne have, at hunden blev god til at gå pænt mv. Vi havde jo købt Freja for at hun skulle være en hyggehund. Freja var og er stadig i en alder af 11 år en fantastisk hyggehund.

Det viste sig meget hurtigt til træningen at vores Freja havde nogle fortrin frem for de andre på hvalpeholdet. Hun var helt vildt hurtig til at lære – og hun elskede at gøre som hendes fører ønskede!

Pludselig blev vores hyggehund til en super dygtig konkurrencehund. Hun vandt stort set alle lydighedskonkurrencer i Sønderjylland i ca. 1,5 år. Resultatet har vi bogstaveligt talt båret med os de to gange vi har flyttet. Frejas pokaler fra konkurrencer fylde ca. to flyttekasser.

Men så skete det… Det som af og til sker når man har en hund med talent for rigtig meget. Freja og sikkert også hendes fører blev træt af lydighedstræningen. Det blev glædesløst og det betød at det fantastiske talent begyndte at falme. Vi startede langsomt at træne agility, som til sidst blev det eneste vi trænede. Både hund og mennesker blev rigtig glade for agilitytræningen. En ny ara i vores hundeliv var født!

Vi flyttede til Viborg og startede i DCH hvor vi trænede agility. Her havde de en rigtig dygtig træner ved navn Michael Han viste i sin praksis hvordan man (efter min mening) træner hunde. Her var det ingen der fik et ”møgfald”. Beløn det positive! Og ignorer det som er uønsket. Hvis øvelsen ikke lykkes – så hjælp hunden eller gør øvelsen lettere! Hvor er det simpelt. Og hvor er det rigtigt!

Det var træning som virkede….. Ja faktisk helt vildt godt.. Freja blev hurtigt en helt fantastisk agilityhund… På trods af at alle sagde at en Golden ikke duer til agility.

Freja havde en lang og flot karriere som agilityhund. Hun elskede det over alt i verden – og var super dygtig. Hun vandt mange præmier – både individuelt og som holddeltager.

Men i en alder af ca. 8 år var hendes ene albue brugt op. Agility er en hård sport for hundene.
Hun blev langsomt pensioneret.. Nu er hun næsten 100% sofahund, hun halter af og til ret meget, får dagligt medicin for ca. 10 kr. men hun har stadig et godt hundeliv. Hvis man kaster en bold eller en dummy – ja så er hun stadig næsten 100% frisk…

I 2006 flyttede vi ”hjem” til Vendsyssel, vi havde fået vores første barn og ventede nr. to. Nu da vi havde fået eget hus mv. fik vi lyst til at genoptage hundesporten, som vi havde elsket.

På dette tidspunkt havde vi fundet ud af at der er forskel på Golden Retrievere. Nogle er store hvide og rigtig flotte. De egner sig fremragende til udstilling og familiehygge – men kun sjældent til jagt eller hundesport. Andre – altså Jagtgoldens… er mindre, oftest mørke, hurtige og dygtigt til hundesport – og for øvrigt endnu flottere efter min mening.

Vi kiggede i lang tid på Internettet.. Til sidst fandt vi frem til Kennel Kiebitz’s. De laver Goldens med de egenskaber som vi ønsker. Kennel Kiebitz’s er meget professionelle. Vi snakkede med dem om vores ønsker til den kommende hund… Og jeg skal love for at vi fik hvad vi ønskede.. Vi ønskede at få en hund med gang i!. Vi var ret sikre på at vi var i stand til at håndtere en hund som kørte med 150 i timen. Planen var at Idun skulle være agilityhund (som Freja) og i denne sammenhæng er vilje, hurtighed og ”gang i den” mv. et must.

Idun har været en udfordring i positiv forstand! - en meget lærerig udfordring ?. Det er oftest ingen sag at disciplinere en livlig hund. Men det er sin sag at disciplinere en livlig hund og samtidig bevare livligheden, glæden og selvtilliden.

Idun er meget let at træne. For det første har hun en uovertruffen lyst til at arbejde. For det andet har hun en meget stor lyst til at gøre hvad jeg beder hende om (will to please). For det tredje har hun en rigtig stor portion medføde egenskaber som jagthund – og der er jo rigtig dejligt i alle sammenhænge hvor det handler om at træne en hund.

Kennel Kiebitz’s anbefalede de os til at prøve at træne i DRK. Her kunne vi få mulighed for at se hunden arbejde med det som den er skabt til. Jeg tænkte ”jagthundetræning” –øhhh… Jeg er ikke jæger og bliver det sikkert heller aldrig.

Vi havde dog et ønske om at Idun en gang skulle have hvalpe. Derfor begyndte jeg efter ca. et års træning i DCH – hvor Idun havde vundet ikke mindre end 2 klubkonkurrencer i hendes klasse - at træne i DRK. Idun skulle jo have en brugsprøve for at eventuelle fremtidige hvalpe kunne blive stambogsført i DKK.

I DRK Frederikshavn mødte jeg og Idun en træner ved navn: Per Hjermitslev. Dette møde har haft enorm indflydelse på vores hundeliv. Per var træner på vores brugsprøvehold. Træningen var på mange måder lige så ”kedelig” som i DCH. Gå pænt, sid og bliv, apport.. mv..

Men en træningsdag sagde Per at vi skulle prøve noget han kaldte markeringstræning. Jeg anede ikke hvad det var….

Jeg husker, at jeg var ret forvirret.. Jeg og hunden skulle først stå 30. m. fra kasteren, derefter skulle vi flytte os tilbage ikke mindre en to gange… Markeringerne blev kastet…. Og jeg fandt ud af hvad min lille Idun er skabt til.. Hun var en gylden pil både ud og hjem.. Både Idun og jeg var helt solgt. Vi havde fundet ud af hvad vi skulle lave sammen ?. Idun er en hund som er avlet til at være Jagthund. Og det er jagthundetræning vi skal arbejde med i fremtiden. Denne beslutning blev truffet i løbet af ganske få sekunder.

Men ingen roser uden torne. Mange på Frederikshavn træningsplads har givetvis ofte ufrivilligt stiftet bekendtskab med Iduns apporteringslyst. På et tidspunkt hvor Idun var ret ung var hun helt overbevist om at alt som blev kastet skulle hentes af hende.. Det blev til mange dummyer som hun egentlig ikke burde havde hentet – og sikkert også mange træningskammerater som ærgrede sig lidt fordi Idun pludselig skulle blande sig i deres træning. Den tid er heldigvis forbi. Apporterings og arbejdslysten er til fulde bevaret. Men hun har, heldigvis, efterhånden forstået at det, ”desværre”, kun er når jeg siger apport, at det er meningen at hun skal hente den… Sikke dog en tid. Her lærte jeg rigtig meget om at bevare livligheden og opbygge lydigheden.. En ting som har sat dybe spor hos mig, var i denne forbindelse, at jeg trods Iduns lidt for store apporteringslyst stadig fik anerkendende blikke og kommentarer fra både træner og medkursister. Personligt tror jeg på at de alle kunne se at der er talent i Idun ?

Senere har vi også været på prøver i DRK. Det har været super oplevelser – uanset at det ikke altid er gået helt fint. Personlig er jeg ikke den store tilhænger af markprøver (B og C prøver). Jeg er meget mere glad for Working Test. WT rummer meget mere af det sjove – altså konkurrencemomentet. På WT er man ”på” hele dagen, følges med de andre deltagere, udveksler oplevelser og erfaringer og hygger sig blandt andre hundemennesker. Desuden er WT formen meget passende for mig.. Jeg er rystende nervøs i starten. På en markprøve holder nervøsiteten hele prøven – de gyldne 10 minutter. Men på WT er det kun på den første post den er hel gal. Og på WT kan man godt klare sig fint selvom første post ikke er 100% perfekt.

Vi er ikke nået til tops (læs: vinderklasse) endnu.. Men på 8 dage nåede Idun, i 2009, på hendes 2 første WTs, at blive 1. vinder (WT1) i begynderklassen og bestå åbenklasse WT med en ret stor pointmargin. Der var jeg glad. Det er jeg stadig og sagt med et glimt i øjet håber jeg på at Idun og jeg i 2010 kommer ud og giver nogle F1 labrador lidt ”jord” til WT.

Idun og jeg har været på jagt en hel del gange. Idun har hentet flere hundrede fasaner, duer, snepper og ænder. Jagterne har været super gode oplevelser. Især det at opdage hvilke dybtliggende egenskaber der ligger i hunden har været fantastisk. Og så gør det ikke så meget at man er nødt til at stå op kl 03.00 om natten for at være fremme på Langeland til kl. 08.00.

Hundelivet kan være omsiggribende. Vi skulle jo lige have en brugsprøve – men blev hængende fordi det var sjovt..

Vi har også besluttet at få et kuld hvalpe. Idun skal parres her i foråret. Og med sådan en beslutning følger der mange ting med. Der skal findes den rigtige han – og han er fundet! Vi har fået kennelmærket Golden Vendsyssel´s, har lavet hjemmeside og inden der kommer hvalpe skal der også lige et opdrætterkursus i hus.

Vores mål er at opdrætte Goldens som kan det hele – måske bortset fra at hente præmier på udstilling. Vores avlstæve Idun har en ”kampvægt” på 23 -25 kg. En god udstillingsgolden har vel en kampvægt på et godt stykke over 30 kg. Det er slet ikke så underligt at Goldens efter Jagtlinjer på det fysiske plan kan noget mere.

På det psykiske plan er der også meget stor forskel… Og denne forskel er absolut det vigtigste. Ud over at have det typiske ”retrieversind” har de indbygget et Jagtinstinkt af format. Og jagtinstinktet er det som man udnytter uanset om man ønsker at hunden skal blive servicehund, førehund, agilityhund, lydighedshund, sweisshund, jagthund, ralleyhund, dogdancing hund eller markprøvehund. De medfødte jagtegenskaber kan er helt afgørende. Det er nemlig den der giver hunden evnen til at arbejde – uanset hvad den skal lave.

Vores mål er at opdrætte Goldens som kan det hele! – måske bortset fra at hente præmier på udstilling. Vores avlstæve Idun har en ”kampvægt” på ca 25 kg. En god udstillingsgolden har vel en kampvægt på et godt stykke over 30 kg. Det er slet ikke så underligt at Goldens efter Jagtlinjer på det fysiske plan kan noget mere.

På det psykiske plan er der også meget stor forskel… Og denne forskel er absolut det vigtigste. Ud over at have det typiske ”retrieversind” har de indbygget et Jagtinstinkt af format. Og jagtinstinktet er det som man udnytter uanset om man ønsker at hunden skal blive servicehund, førehund, agilityhund, lydighedshund, sweisshund, jagthund, ralleyhund, dogdancinghund eller markprøvehund. De medfødte jagtegenskaber og den tidlige prægning er helt afgørende - uanset hvad man ønsker at bruge sin hund til. Det er nemlig den der giver hunden evnen til at arbejde – uanset hvad den skal lave...............